Ferrari Testarossa Spider
Denne Ferrari Testarossa Spider er ét af syv yderst eksklusive eksemplarer, der blev produceret af ønske fra sultanen af Brunei.
Sultanatet Brunei er kendt for enorm rigdom - skabt af olieproduktion gennem næsten 100 år. Med Bruneis titel som værende et af de rigeste lande i Asien, så har sultanen af Brunei samtidig haft titlen som en af verdens rigeste mænd - og med en passion for eksklusive biler der er helt uden sammenligning. Sultanens samling af eksklusive biler har altid været omgivet af en vis mystik og flere myter, og der findes kun ganske få billeder fra den imponerende bilsamling, der efter sigende tæller tusindvis af eksklusive biler. Særligt Ferrari havde sultanens store passion gennem 80'erne og 90'erne, hvor sultanen købte rigtig stort ind. Men sultanen var også interesseret i dét, som ingen andre kunder havde - eller kunne få. Med store pengesummer pressede sultanen på hos bl.a. Ferrari og Pininfarina, og fik skabt nogle helt unikke modeller, der alle fik plads i den imponerende samling.
Præsidenten for Fiat - Gianni Agnelli - modtog i forbindelse med sit 20 års jubilæum i FIAT koncernen en Ferrari Testarossa Spider - skabt af Ferrari i samarbejde med Pininfarina. Til trods for at den smukke Ferrari Testarossa Spider modtog stor anerkendelse verden over, så stod Ferrari fast på, at der kun skulle laves dette ene eksemplar. Penge og status kan ændre på mange beslutninger, så da sultanen af Brunei henvendte sig til Pininfarina med ønske om at få bygget syv eksemplarer af Ferrari Testarossa Spider, så blev produktionen iværksat - med en diskret accept fra Ferrari. Ferrari holdte dog fast ved, at der kun skulle findes ét eksemplar af Ferrari Testarossa Spider med deres stempel, så Pininfarina tildelte de syv eksemplarer nye og kortere chassisnumre. Med Pininfarinas design og Ferraris godkendelse af de syv eksemplarer, så kom de ikke tættere på at være ægte Ferrari-modeller - modsat hvad andre coachbuilders som fx Richard Straman kunne opnå med sin model. Dette eksemplar af Ferrari Testarossa Spider har chassisnummer EFG092 - og rygtet vil vide, at den muligvis aldrig endte i Brunei - trods sin status som værende ét af de syv yderst eksklusive eksemplarer. Hong Seh Motors i Singapore har ved enkelte eksklusive arrangementer udstillet bilen, hvilket kunne tyde på, at bilen måske har gemt sig i Singapore gennem alle årene.
Den yderst smukke Ferrari Testarossa Spider optræder i den velkendte klassiske farve Rosso Corsa og med sort læderkabine. Pininfarina foretog ganske få ændringer i forhold til Testarossaens kendte smukke linjer - dog blev motorhjelmens luftindtag ændret samt forruden vinklet lidt lavere end standard-versionen. Pininfarina monterede også en elektrisk kaleche - og selvom Testarossa Spider er smukkest med taget nede, så bevarer den sine smukke linjer med kalechen oppe. Alle syv eksemplarer af Ferrari Testarossa er højrestyret.
I november 2021 gennemgik Tastarossaen en omfattende restaurering hos Carrozzeria Zanasi, der er Ferraris anerkendte specialist i restaurering af deres modeller. Regningen lød efterfølgende på hele 83.170 euro før, at Testarossaen nåede den imponerende stand, den stadig optræder i. Ved renoveringen havde Testarossaen kun rundet knap 400 km. D. 5. november 2022 kom den yderst eksklusive Ferrari Testarossa Spider under hammeren hos RM Sotheby´s og endte med et hammerslag på 1.467.500 GBP. I dag er bilen en del af en dansk/svensk ejet samling og er uden tvivl én af de klassiske kronjuveler i den flotte samling af Ferrarier - og så får den smukke Ferrari Testarossa Spider lov til at få asfalt under hjulene - i bedste Out Run stil.
Galleri